Lørdagsåbent og gaveideer

Inden længe er 2016 gået, og et nyt år banker på døren.

På lørdag d. 3. december holder vi lørdagsåbent for sidste gang i år fra kl. 10-14. Du kan både gøre brug af læsesalen, se vores udstilling om Vejle anno 2016, som løber året ud, og få fingrene i diverse lokalhistoriske udgivelser, hvis du har brug for en gave eller måske to.

  Når du kommer til oktober i Lokalhistorisk Kalender 2017 kan du f.eks. komme med til torvehandel Ved Anlæget en efterårslørdag i 1964. Torvehandlen foregik før den tid på Kirketovet, men nu var det Ved Anlæget at indkøbene kunne finde sted.

Lokalhistorisk Kalender 2017 kan købes hos Vejle Stadsarkiv eller hos byens boghandlere. Pris: 125 kr.
Foto: Vejle Stadsarkiv. Fotograf: Allan Simonsen.  

Andre gaveideer...

Du kan også kaste dig over Vejlebogen 2016. I den kan du bl.a. læse artikler om Grejsdalens Trævarefabrik, hvorfor vi har en statue af Anders Sørensen Vedel på Kirketorvet, og lidt om baggrunden for fed tjald, ungdomsoprør og digtere i Vejle. Pris: 95 kr.

Hvis du er interesseret i fiskeri, er det måske Tore Teglbjærgs bog: Fiskeriets historie i Vejle Fjord og de tilløbende vande, som du skal kigge nærmere på. Pris: 250 kr.

Af andre 2016 udgivelser kan nævnes Anders Sørensen Vedel af Kjeld Bjerrum Jensen til 150 kr., og Klassisk musik i Vejle af Arne Skyggebjerg. Pris: 190 kr.

Vi ses på lørdag på arkivet. Vi har kaffe på kanden, hvis du trænger til at hvile decemberbentøjet.



 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk