VejleWiki On-The-Go

Det lokalhistoriske opslagsværk VejleWiki kan nu også benyttes på smartphones (iPhone eller Android). Med den mobile udgave af Vejles lokale wiki er mulighederne for anvendelse af det digitale leksikon altså blevet endnu bedre end tidligere.

Nu kan du - hvad enten du står på Rådhustorvet og har indgået et væddemål om, hvornår Vejles første rådhus blev bygget, eller du sidder på Rødkilde Gymnasium og leder efter oplysninger om et andet lokalhistorisk emne - få hurtige og gode faktuelle oplysninger på f.eks. mobiltelefonen.

VejleWiki kan selvfølgelig stadig ses på computeren eller iPad’en, og det er muligt for alle at bidrage med oplysninger om Vejles historie. Man skal bare logge sig på og fortælle løs.

Så har du brug for at vide noget om Vejle og omegn f.eks. mens du er på farten - klik ind på www.vejlewiki.dk


Nyt hus (Roberthus) til Lokalhistorisk Arkiv i Egtved

Egtved Lokalhistorisk Arkiv er flyttet i nye lokaler. Arkivet er nu at finde i Roberthus, Tybovej 2, sammen med Egtved Bibliotek. På den måde er der nu adgang til to kulturtilbud i det samme hus.

Arkivet i Egtved, som er en afdeling af Vejle Stadsarkiv, har fået plads både over og under jorden i Roberthus. I kælderen er arkivet flyttet ind med ca. 100 meter materiale – arkivalier i papirform, protokoller, billeder m.m. – som dermed står trygt og godt og nemt kan findes frem, når interesserede ønsker at se det.

I stueetagen har arkivet indrettet en læsestue, hvor brugere kan sidde og studere arkivmateriale fra Egtved og nærmeste omegn.

Arkivet bestyres fortsat af Mogens Bach, der kan hjælpe med brugen af materialet.

Arkivet har åbent på Roberthus torsdage fra 13-17 og tirsdage efter aftale. Arkivleder Mogens Bach kan træffes på tlf. 40 17 61 60 og på mogba@vejle.dk
 

To nye film fra 1930'erne på Vejlefilm

Nu er der kommet yderligere to film fra 1930'erne på Vejlefilm. Det drejer sig om en film fra Vejle Amts Folkeblad og fra Vejle Roklub.

På filmen fra Vejle Amts Folkeblad følger vi hele produktionsgangen: Først har vi en lokal begivenhed (et trafikuheld) og så går det ellers derudaf med journalist, fotograf, det redaktionelle arbejde, selve trykningen af avisen indtil denne omsider når ud til de ivrige læsere.

Den anden film er om livets gang i Vejle Roklub fra 1938-1940. Klubben har ønsket at give et indblik i både det sportslige og ikke mindst det sociale liv i klubben. Vi er med på udflugter og tumle-ture i oplandet.

Glæd Jer til de to sjove film, og husk at melde tilbage til arkivet, hvis I genkender personer eller steder.
Roere ved Vejle Roklubs
bådhus, ca. 1905. Fotograf: A. H. Faber.
 

Billed-Café

Torsdag d. 7. april 2011 kl. 19-21 gentager Vejle Stadsarkiv Billed-Caféen fra d. 24. marts i år, hvor arkivet havde læsesalen fuld af gæster til Café og gættekonkurrence om Vejles strøggader.

Flere af jer har nu altså mulighed for at bidrage med jeres viden. Kom til en hyggeligt aften, og hjælp os med at få identificeret en række udvalgte billeder fra arkivets store samling! 

Tilmelding til Vejle Stadsarkiv senest d. 4. april på tlf.
76 81 20 00 eller på mail til vba@vejle.dk
 
Kaffe og kage: 10 kr.

 


 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk