Detaljer i byen

Kan fotos af brønddæksler i Orla Lehmannsgade og en gammel brandhane i Kirkegade være interessante? Ja - det kan de sagtens, når de skal benyttes som fotodokumentation af en sidegade i en dansk provinsby anno 2014.

Orla Lehmannsgade anno 2014. Fotograf: Vibeke Østergaard. Kirkegade anno 2014. Fotograf: Vibeke Østergaard.

Den Gamle By i Aarhus har bedt Vejle Stadsarkiv om hjælp til at tage fotos i Vejle, da de skal etablere en 2014-gade med butikker og lejligheder. Tidligere har museet måttet forlade sig på gamle billeder, hvor man hist og her kunne se detaljer, men på den her måde er chancen der for både at kunne tage oversigtsbilleder og detaljebilleder i samtiden. Derfor har Den Gamle By bedt om hjælp til at tage fotos af gadeelementer fra udvalgte gader i forskellige byer landet over.

Vi har med stor interesse kastet os ud i eksperimentet. Foreløbig er der sendt mere end 350 fotos af sted med motiver fra Orla Lehmannsgade og Kirkegade i september måned. I december kommer der en opfølgning med motiver fra de samme to gader med julebelysning. Alle billederne inddrages naturligvis i stadsarkivets billedsamling for eftertiden.

Som du kan se på oversigtsbilledet til venstre fra Orla Lehmannsgade viser der sig en detaljerigdom uden lige, når fokus er på netop den del af byens udtryk.
Orla Lehmannsgade anno 2014. Fotograf: Vibeke Østergaard.  

Du kan klikke på billederne, hvis du vil se dem i store udgaver.

Månedens billede

Hver måned finder du månedens billede på forsiden af vores hjemmeside. I oktober er der dækket op til kaffe på lærerværelset i Vejle Højere Almenskole – bedst kendt som Vejle Latinskole. Se og læs med her.

Vores midlertidige læsesal

Hvis du har lyst til at komme med på en kort rundtur på vores midlertidige læsesal kan du se med her.
Åbningstiderne for den midlertidige læsesal er mandag til torsdag fra kl. 10 til 15 og fredag fra kl. 10 til 12, og vi holder naturligvis åbent i skolernes efterårsferie.

Arrangementer i oktober

Tirsdag d. 21. oktober 2014 kl. 19.30 afholder Byhistorisk Selskab arrangement om Dansk Broderorden i Worsaaesgade 7. Bygningen blev opført i slutningen af 1800-tallet og udgjorde de første mange år privatbolig for den daværende direktør for De Danske Bomuldsspinderier N.J. Houmann. I 1947 overtog Dansk Broderorden villaen.

Arrangementet med bl.a. rundvisning og fortællinger om husets historie er for medlemmer af Byhistorisk Selskab, og der er et begrænset antal pladser. Tilmelding til sekretariatet ved Vejle Stadsarkiv på tlf. 76 81 20 00 el. vba@vejle.dk mellem d. 13. og d. 17. oktober 2014.

Tirsdag d. 28. oktober 2014 kl. 19 kan du komme til offentligt foredrag i naturvidenskab på Rosborg Gymnasium og HF. Teamet er: ”En hjertesag: Hvordan viden om eksotiske dyrs hjerter kan hjælpe mennesker”. Foredraget er ved Thomas Wang, der er professor ved sektion for Zoofysiologi på Aarhus Universitet.

Se mere om foredraget og de mange andre spændende tilbud v. Folkeuniversitetet under program 2014.



 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk