DIT HISTORISK ATLAS

Formidlingen af den danske lokalhistorie får et kæmpe boost, når vejlensere og alle andre danskere i 2016 kan være med til at fortælle lokalhistorie i tekst, lyd og billeder på websitet historiskatlas.dk. Det sker som følge af et spændende udviklingsprojekt, DIT HISTORISK ATLAS, som afvikles i et tæt samarbejde mellem Vejle Stadsarkiv, en lang række danske kulturinstitutioner, DigDag.dk og med 2,4 mio. kr. i støtte fra Norden-fonden.
 

Vejle Stadsarkiv på Historisk Atlas

Siden 2007 har Vejle Stadsarkiv spillet en central rolle i udviklingen og udbredelsen af Historisk Atlas, som i dag er en af landets største kulturhistoriske platforme. Her formidler over 200 museer, arkiver og biblioteker deres store viden om den lokale kulturhistorie på baggrund af 101 spændende, historiske kort. P.t. findes der over 5000 lokalhistoriske fortællinger på Historisk Atlas. Godt 400 af dem er lavet af Vejle Stadsarkiv!
 

Nu åbner historiskatlas.dk altså for, at vejlensere også kan dele deres viden på websitet. Arkivar ved Vejle Stadsarkiv, Pernille Schou, er projektleder på DIT HISTORISK ATLAS. Hun fortæller: ”der findes meget store vidensressourcer hos borgere, der måske i årevis har researchet på et bestemt emne. Det nye historiskatlas.dk byder på en unik mulighed for, at alle i 2016 kan bidrage med hver deres lille bid ved at dele deres slægtshistorie, fotos, viden om steder, begivenheder og lignende”.
Lokaliteten: Vejle Missionshus. Fra: Historisk Atlas.  

 
Se mere på www.historiskatlas.dk. Du kan også følge med på bloggen og på Facebook. Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte arkivar Pernille Schou på pscho@vejle.dk.
 

Vejlebogen 2014

Jens Ancker var journalist på Vejle Amts Folkeblad og på Vejle Lokal Radio i 80’erne og 90’erne. I den tunge ende dækkede han sager om Børnenes Vel og om magtmisbrug på Vejle Tekniske Skole, men han var også med til fejre borgmester Karl Johan Mortensen ved at interviewe forskellige bekendte og partikammerater om borgmesteren og lade dem tro, at de blev interviewet om Frank Sinatra! Det gav en række gode klip til radioen, og borgmesteren var både sur og stolt!

”Blandt de mange, vi spurgte, var også Karl Johans kone, Lis. Hun fik også spørgsmålet, hvad hun syntes om Frank Sinatra. I den redigerede udsendelse lød det som om, at hun havde været forelsket i Karl Johan, siden hun som kun en stor pige hørte ham synge New York, New York. Og det eneste fru Lis syntes om ved ægtemanden, var hans sang: ”Ellers er han ikke noget for mig.”

Jens Anckers erindringer om journalisttiden på den lokale avis er den første artikel i Vejlebogen 2014. Af andre lokalhistoriske artikler fortæller Mette Staursbøll Mogensen f.eks. om den kendte kunstner Olivia Holm-Møller, der som ung var ansat ved Hess’ Fabrikker, hvor hun måske/måske ikke var med til at formgive kakkelovne – men hvor det i hvert fald endte med, at hun udførte en udsmykningsopgave i Østre Kapel. Og Flemming Gräs beretter i sin erindringsartikel om ungdomsoprøret på Vejle Gymnasium, mens Kamma Varming husker de russiske krigsfanger, som var i Vejle i slutningen af Besættelsen og kort efter Befrielsen.

Vejlebogen 2014, der udgives af Byhistorisk Selskab, koster 95 kr. Bogen kan købes hos byens boghandlere fra d. 15. november og på Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17 (mandag til torsdag fra kl. 10 til 15 og fredag fra kl. 10 til 12) fra d. 17. november 2014.



 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk