150-årsdagen for forfatter Anton Berntsens fødsel

Lørdag 26. august 2023

Anton Berntsen fotograferet i hjemmet på Sdr. Villavej 25 i Vejle omkring år 1945. I baggrunden ses portrætmaleriet, malet i 1928 af Gerda Schrader. Fotograf: Oskar Jensen. Foto: Vejle Stadsarkiv. Billednummer på arkiv.dk: B71195.


Underfundig jysk lune var Berntsens særkende

I 2023 har det været årsdag for både fødsel og død af forfatter og orgelfabrikanten Anton Berntsen. For 150 år siden, den 26. august 1873, blev Anton Berntsen født på Assendrup mark i Engum Sogn, og for 70 år siden døde han i Vejle som 79-årig den 16. februar 1953.

Nummer 178 i Højskolesangbogen er både skrevet og komponeret af forfatteren og orgelbyggeren Anton Berntsen. Det er sangen ”Mi nååbo, Pe Sme”, skrevet på dialekt med den underfundige, jyske lune, og det var netop Anton Berntsens særkende. I sangen fortæller Anton Berntsen historien om sin nabo, Per Smed, som overhovedet ikke har blik for naturens og livets skønhed. Han spørger altid: ”Hwa nøtt er et te?”, når det handler om blomster, musik og fuglesang.

Anton Berntsens digt om Per Smed indgik i hans vigtigste digtsamling ”Gjemm-Ævvel”, der udkom i 1922. ”Gemme-Æbler”, som digtsamlingen hedder på rigsdansk, var tilegnet folkemindesamleren- og forskeren Evald Tang Kristensen. Det var nemlig Tang Kristensen, der rådede Anton Berntsen til at opgive at digte på rigsdansk og i stedet fortsætte digtningen på dialekten fra fødeegnen i Engum Sogn.

”Gjemm-Ævvel” blev en succes, og digtsamlingen blev trykt i mere end 12.000 eksemplarer i årene fra 1922 til 1944. Oplagstallet var imponerende, men karakteristisk for tiden, hvor den folkelige sang havde stor gennemslagskraft og popularitet især takket være Sten Steensen Blicher og Jeppe Aakjær.

3.700 stueorgler

Anton Bernhard Berntsen var søn af skrædder, husmand og landsbyspillemand Bent Laursen og Ane Nielsdatter. Han blev født den 26. august 1873 i husmandshjemmet på Assendrup Mark. I 1888 kom han i snedkerlære i Vejle, og efter endt læretid valgte han at specialisere sig i at bygge instrumenter.

I fem år havde han job i Ringkøbing, før han vendte hjem til Vejle, hvor han i 1901 etablerede Anton Berntsens Orgelfabrik i Ørstedsgade. På orgelfabrikken blev der i årene frem til 1938 fremstillet ca. 3.700 stueorgler, men han byggede også violiner og en enkelt cello.

Jysk almues dagligliv og tænkemåde

Det var Evald Tang Kristensen, der opfordrede Anton Berntsen til at udgive sin digtning, så mange kunne få glæde af den. Han debuterede med digtsamlingen ”Noget”, der udkom i 1914. Den var skrevet på rigsdansk, men siden skrev han udelukkende på den dialekt, han kendte som sin egen bukselomme. I centrum for Anton Berntsens digtning var fortællingen om den jyske almues dagligliv og tænkemåde. Han forstod og kendte sine sognebørns lune følsomhed og sammensatte væsen.

Fra 1938 helligede Berntsen sig digtekunsten på fuld tid. Gennem årene udgav han en række bøger både med digte og små prosa-fortællinger. Blandt andet ”Niels Væwwers Rejjs” 1918, ”Smaafolks Faanøwells” 1920, ”Skowwer” 1923. I bogen ”Paa Nebo Bjerg” fra 1928 fortæller han om opvæksten i det pietistiske miljø, han kom fra. I 1950 udgav han sine erindringer. 

Anton Berntsen udgav også hvert år ind under jul fra 1936 til 1952 et bind med epigrammer, det vil sige korte, fyndige digte. Flere af dem havde allerede været offentliggjort i Vejle Amts Folkeblad, hvor Anton Berntsen i en årrække skrev et lørdags-rim, som var populært blandt avisens læsere.

I Vejle bosatte Anton Berntsen sig først i Ørstedsgade, men senere flyttede han til Sdr. Villavej 25. Vejen blev kaldt ”Visdommens bakke”, fordi et stort antal undervisere, lektorer og folkeskolelærere, boede her.

For 70 år siden, mandag 16. februar 1953, døde Anton Berntsen. Han er begravet på Østre Kirkegård i Vejle. 

Forfatter: Vibeke Kruse.
Kilder: Vejle Stadsarkiv, Vejle Amts Folkeblad, Vigand Rasmussens klumme ”Gamle dage”.

 

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere