Den daglige drift af fattiggården i 1911

Hvad krævede den daglige drift af fattiggården i Vejle i begyndelsen af det 20. århundrede? Det og meget mere kan du læse om på byraadsarkivvejle.dk.

Fredag 27. oktober 2023

Få indblik i Vejle og vejlensernes historie på byraadsarkivvejle.dk

Tror du, at du ville kunne stå den daglige drift af en fattiggård i 1911? Hvad krævede det egentligt? På stadsarkivets hjemmeside byraadsarkivvejle.dk kan du nemt og hurtigt søge i de historiske sager fra Vejle Byråd og læse om byen og vejlensernes historie.

Et eksempel er Vejle Byråds Fattigudvalgs instruks for den kommende opsynsmand på fattiggården i Vejle eller Forsørgelsesanstalten, som den med tiden var kommet til at hedde. Her kan man læse om opsynsmandens opgaver og ansvar. Det fremgår også, at stillingen inkluderede opsynsmandens hustru, som skulle stå for ikke blot madlavning, rengøring og vask, men ligeledes havde et stort ansvar i forhold til sundheden på fattiggården. Læs instruksen her.

Opsynsmanden havde bl.a. ansvaret for ”Lemmernes Forplejning”, dvs. det fattiggårdens 186 beboere fik at spise. Menuen var bestemt af et særligt spisereglement, og her kan man læse præcis hvad og hvor meget beboerne fik at spise.

Stadsarkiv har netop lagt de digitaliserede sager fra 1911-1915 på hjemmesiden. Dermed dækker byraadsarkivvejle.dk sager fra 1871-1919, og med den smarte nye søgefunktion kan du let danne dig et overblik over sagerne ud fra en lang række emneord. Du kan altså med få klik finde frem til et væld af dokumenter om alverdens emner fra Vejles historie.

Gå direkte til Byrådsarkivets søgefunktionen her.

Læs mere om byraadsarkivvejle.dk her.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere