Et år med flere besøgsrekorder
I 2023 satte vi nye rekorder for vores besøgstal på stadsarkivet, både samlet set og for vores udstillinger. I alt havde vi i det forgangne år 3.421 gæster forbi vores aktiviteter og arrangementer enten på arkivet eller ude byen, som her til Vejle Fjordfestival i sommers. Foto: Vejle Stadsarkiv.
Nye rekorder for besøgende
2023 var et godt år for Vejle Stadsarkiv. Faktisk havde vi i det forgangne år så mange besøgende, at vi slog to af vores egne besøgsrekorder. Gennem hele 2023 havde vi nemlig 3.421 gæster til vores aktiviteter og arrangementer enten på stadsarkivet eller ude i byen. Det slår vores hidtidige besøgsrekord fra 2019, hvor vi havde 3.414 gæster. Det er vi ganske stolte af.
Især var vores udstilling om fodboldverdensstjernen og vejledrengen Allan Simonsen et trækplaster. Den løb af stablen den 20. januar 2023, og på knap et år var ikke mindre end 1.274 gæster inde og se udstillingen. Det er i sig selv en ny rekord, og vi har heller aldrig fået så meget medieomtale før, som ved denne udstilling.
De resterende af årets 2.147 gæster fordelte sig på henholdsvis vores læsesal, aktiviteter ude af huset, f.eks. Find 5 Fejl-udstillingen på årets Vejle Fjordfestival, vores kommunale aktiviteter, foredrag, rundvisninger samt arrangementer hos Byhistorisk Selskab for Vejle og Vejleegnens Slægtshistoriske Forening. Ser man på antallet af forespørgsler til stadsarkivet, havde vi sidste år i alt 934 (391 mundtlige og 543 skriftlige). Det svarer til ca. fire om dagen, og vi er selvfølgelig glade for, at så mange gerne vil benytte sig af vores materiale og faglige ekspertise.
Tusind tak for et godt 2023 til alle vores gæster og samarbejdspartnere! Vi håber på endnu flere besøgende i 2024.