H4CK D1N FORT1D

Workshop og præsentation af kunstinstallation

Torsdag 29. juni 2023

Vejle Stadsarkiv inviterer sammen med digital kunstner og koder, Andreas Refsgaard, til en workshop den 31. august. Her kan deltagerne ved hjælp af kunstig intelligens lege med fortiden og afsøge grænserne mellem virkelighed og fiktion.

Med afsæt i stadsarkivets historiske fotografier fra 1900-1910 skal workshopdeltagerne være med til at skabe en række nye imaginære billeder. Resultaterne vil derefter indgå i en digital kunstinstallation, som bliver præsenteret i forbindelse med Kulturnatten fredag den 1. september 2023. Det sker i Klosterhaven, Klostergade 3, bag Vejle Rådhus og caféen 1401 Food & Friends.

H4ACK D1N FORT1D er et projekt under Trekantområdets Festuge, hvor fem trekantsbyer samarbejder. Gennem borgerinddragende workshops i Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart og Haderslev skaber deltagerne en fælles kunstinstallation med hjælp fra de lokale byhistoriske institutioners samlinger og kunstig intelligens.

Med projektet udvides arkiverne og museernes traditionelle formidling, og deres samlinger bringes i spil på en måde, der afsøger grænselandet mellem virkelighed og fiktion. Dermed taler projektet også ind i aktuelle debatter om brug af kunstig intelligens, 'fake news' og historisk korrekthed. For er dokumentation og fakta om det, der var engang - f.eks. et historisk foto - stadig vigtig, når kunstig intelligens lynhurtigt kan skabe noget 'næsten lige så godt'?

Kontaktperson: Arkivar Pernille Schou (PSCHO@vejle.dk).

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere