Lige adgang til historie og kulturarv
Besøg fra Lindehaven
Kultur og historisk viden er for alle
På Vejle Stadsarkiv er vi optagede af at åbne vores fortællinger, vores samlinger og vores hus for alle. Ikke bare for vores traditionelle kernepublikum, men også for grupper af borgere, der ikke selv normalt har tradition eller mulighed for at besøge stadsarkivet. Derfor var vi også glade for sidste uges fine besøg, hvor en gruppe demensramte borgere fra Lindehaven den 31. januar besøgte os i nogle timer. Lindehaven er et aktivitets- og aflastningscenter for hjemmeboende borgere med demens.
Vores gæster så udstillingen om fodboldspilleren Allan Simonsen, og der blev spillet bordfodbold med både scoringer og jubel til den helt store guldmedalje. Historie og historiefortælling kan nemlig noget helt særligt. Det kan knytte bånd mellem mennesker og åbne for erindringer, forståelse og samtale. Det blev tydeligt, når arkivar Pernille Schous fortalte om udstillingen og om Allan Simonsens barndom og ungdom i Vejle, fodboldklubberne, landsholdet og den store karriere. Det satte gang i både grin og en masse snak om dengang og nu.
Vi glæder os til det næste besøg fra Lindehaven.