Relancering af byraadsarkivvejle.dk

Så er der godt nyt til lokalhistorikere, slægtsforskere og alle andre historieinteresserede i Vejle og omegn!

Torsdag 27. april 2023


Vi har nemlig relanceret byraadsarkivvejle.dk med helt nyt design og en ny, smart søgefunktion. Nu kan du lynhurtigt finde frem til bestemte sager i Vejle Byrådsarkiv eller få et overblik over journalerne inden for et bestemt emne.

Bag den nye hjemmeside gemmer sig en database, som indeholder de historiske sager fra Vejles byråd. Byrådssagerne giver indblik byens og borgernes historie, og det kan være en fantastisk indgang til helt almindelige vejlenseres hverdag og liv. På hjemmesiden har vi også samlet en række eksempler på de gode historier, som fortæller om byens liv fra 1881-1918.

Hjemmesiden så første gang dagens lys i 2017. Med relanceringen er layoutet nu blevet frisket op, og endnu vigtigere er de historiske byrådssager blevet nemmere og meget hurtigere at søge frem – til glæde for bl.a. slægtsforskere, købstadsforskere og almindeligt historisk interesserede.

Vi digitaliserer sagerne løbende, og på sigt vil alle være tilgængelige på byraadsarkivvejle.dk. Lige nu kan du finde sager fra 1871-1902 og fra 1916-1919, og på mange sager vil der også være en transskriberet udgave af det indscannede håndskrevne dokument.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere