Ølbiler ved Bryggeriet Vejle, Skyttehusvejen 20, Vejle, ca. 1930
Månedens billede, august 2021
I kanten af Nørreskoven byggede murermester J.W. Nielsen i 1858 et bryggeri på Skyttehusvejen 20. Placeringen af bryggeriet blev dengang anset for at ligge ”langt ude på landet”, da Vejle by dengang ophørte ved det, vi i dag kender som Nørrebrogade. I tilknytning til bryggeriet lå også en ølhal, hvor der var masser af underholdning i form af musik, bugtaleri samt keglespil om piber og spadserestokke. Efter 12 år måtte Nielsen dog erkende, at det at være brygmester var sværere end at være bygmester, og derfor overlod han bryggeriet til et interessantskab. Bryggeriet havde derefter en omtumlet tilværelse. I 1878 blev det solgt til tyskeren Emil Alexander Grothe, der forsøgte sig med øltypen Bock. Det gik dog ikke, og da bryggeriet endte på tvangsauktion i 1881, blev det en del af Fæstningsbryggeriet i Fredericia. I 1898 blev bryggeriet i Fredericia og Vejle opkøbt af aktieselskabet Østjydske Bryggerier. Bryggeriet i Nørreskoven kom nu til at hedde Bryggeriet Vejle. Gennem den nye ledelse gennemgik bryggeriet en betydelig modernisering, og bryggeriet var blandt de første virksomheder i byen, der gik fra hestevogn til motoriserede transportmidler. I 1955 ændrede bryggeriet navn for sidste gang til Ceres. Der blev produceret øl frem til 1973, og i 1978 kom så den endelige lukning af bryggeriet.
Du kan se flere billeder tilknyttet til bryggeriet på arkiv.dk