Biograf-Teatret på Torvegade 7 i Vejle, 1960'erne
Månedens billede, januar 2020
Børn står i kø i gården langs bagbygningen mod biografbygningen med billetlugen i forgrunden. Den lange kø forekom hver gang der var en ny film i Biograf-Teatret. I 1960’erne gik filmene fredag og lørdag kl. 19 og 21, samt søndag kl. 16, 19 og 21.
Biografen åbnede i 1907 i den gamle amtmandsbolig i den ny da anlagte Orla Lehmannsgade. Da ”Vejlborg” blev opført i Torvegade 7 i 1911, flyttede Biografen ind i gården mellem Torvegade og Vedelsgade. I samme anledning skiftede biografen navn til Biograf-Teatret Vejlborg.
Bag Biografteateret stod farvehandler Martin Hansen og boghandler Jul Jensen fra Hvidehus Boglade. I 1920 købte fiskehandler D. E. Didriksen ”Vejlborg” sammen med en kollega fra Skagen. Men i 1934 måtte Didriksen købe den anden halvpart ud og selv stå for biografdriften på grund af en lovændring samme år, der bestemte, at kun én person kunne stå for bevillingen til at drive biograf. Evald Didriksen overtog bevillingen efter sin far i 1955, og drev biografen frem til 1975.
I den gamle amtmandsbolig på Orla Lehmannsgade havde biografen haft plads til godt 150 tilskuere på det skrånende gulv. I baggården på Torvegade havde Biografteateret 204 pladser. I 1939 blev salen ombygget til at rumme hele 469 siddende biografgæster.
Det var Biografteaterets sidste direktør Karl Schreiber, der valgte at lukke i januar 1985. Biografen havde mistet en vigtig filmleverandør, da ASA-Panorama vendte tilbage til Lido og Palads efter 10 år med eneret på film for Biografteateret. En af de sidste film, der blev vist i Biografteatret, var den amerikanske farce Ud at køre med de skøre.