Efterårsferie i golfklubben, 1978
Månedens billede, oktober 2022
Skolebørn stod i kø for at være med, da skoleudvalget i Vejle Kommune i oktober 1978 havde en helt speciel ferieaktivitet på programmet: En dag i Vejle Golf Club.
Golf var i 1970'erne en ret ny sport i Vejle og bestemt ikke en allemandssport. Derfor var der god grund til børnenes nysgerrige lyst til at prøve golfspillet. Blot otte år forinden, i 1970, var Vejle Golf Club blevet stiftet efter megen debat. Mange mente, at golf rent ud sagt var et ”ligegyldigt tidsfordriv for velhavere”, som der stod i et læserbrev i Vejle Amts Folkeblad.
Dengang var golf langtfra den grønne familiesport, som spillet senere har udviklet sig til. Arkitekt Jens Malling Pedersen (1920-2008) var drivkraften bag klubben, og han havde selv været aktiv i Kolding Golf Klub. Han mente bestemt, at Vejle skulle have sin egen klub, og han allierede sig derfor med borgmester Willy Sørensen om ideen.
Indtil 1976 havde klubben kun en 11-hullers bane, men unge arbejdsløse blev aktiveret til at anlægge de manglende syv huller til en 18-hullers bane. Det vakte stor protest både i byrådet og i befolkningen, men banen blev anlagt, og den er siden blevet særdeles populær med sin naturskønne beliggenhed.