Fiskergade under forandring, 1965

Månedens billede, april 2022

Den nye parkeringsplads på pladsen mellem Fiskergade og Kirketorvet april 1965. I baggrunden ses Sct. Nikolaj Kirke. Fotograf: Allan Simonsen. Foto: Vejle Stadsarkiv. Billednummer på arkiv.dk: N633.

I foråret 1965 blev de sidste huse i Fiskergadekvarteret revet ned. På den centrale plads i midtbyen blev der i stedet anlagt en parkeringsplads, hvor ca. 100 biler kunne parkere. Indtil da havde Fiskergade, der ligger i læ mellem Dæmningen og Foldegade, været en lille intim gade med husrækker på begge sider. Gaden var en af Vejles ældste med toppede brosten. På fotografier fra dengang ser kvarteret nok så malerisk og hyggelig ud, men de gamle byhuse var i så ringe stand, at det var nytteløst at forsøge at renovere og bevare dem.

Hele Fiskergadekvarteret blev totalrenoveret i forbindelse med opførelsen af Hafniahus, der senere blev til Codanhus.  Vejle Kommunes administration boede i en årrække i Hafniahus, indtil der var politisk flertal for at bygge en ny administrationsbygning i Skolegade. I dag bor Siemens i det store hus, der er tegnet af arkitekt Jens Malling Pedersen (1920-2008).

Fiskergade er i dag domineret af Torvehallernes karakteristiske bygning. Før lå Vejle Amts Folkeblads trykkerihal netop her, inden avisen i 1989 rykkede fra Kirketorvet til et nyt bladhus på Bugattivej i Vinding.

Se flere af vores billeder af Fiskergade fra perioden her.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere