Fra ledvogtere til elektrificeret jernbane

Månedens billede, marts 2023

Fra ledvogtere til elektrificeret jernbane: Baneområdet ved den tidligere Volmersgade-overskæring i retning mod Vejle Hovedbanegård. Fotograf: Hans Albjerg. Foto: Vejle Stadsarkiv. Billednummer på arkiv.dk: B75492.

Ledvogtere og deres særlige arbejdsplads, ledvogterhuse, langs banestrækningen i Vejle, er for længst historie. Ledvogterne, der ved håndkraft sørgede for at sænke bommene i god tid, før togene ankom, blev overhalet af udviklingen. Deres arbejde blev simpelthen automatiseret. Således forsvandt også ledvogterhuset ved jernbanens overskæring ved Volmersvej i 1922-1923.

På billedet ses baneområdet ved den tidligere Volmersgade-overskæring i retning mod Vejle Hovedbanegård. Bebyggelsen til venstre ved Jernbanegade blev revet ned i 1930-1931. Det skete i forbindelse med anlæggelsen af Højbanen. Til højre ses gavlen af Volmersgade nummer 7. Efter udvidelsen af sporarealet i 1922-1923 forsvandt ledvogterhuset og overskæringen ved Volmersgade. I baggrunden ledvogterhus og rangerspor ved Vissingsgade.

I dag er hele togdriften til og fra Vejle igen under forandring. Det sker på grund af elektrificeringen af banestrækningen fra Fredericia til Aalborg. I Vejle betyder det, at der skal hænges ledninger op, og at der skal laves ændringer på seks togbroer på den 18 kilometer lange strækning gennem Vejle Kommune.

Elektrificering af togdriften kom for alvor på den politiske dagsorden i 2009 i hælene på de dårlige erfaringer med de italienske IC4-tog. Det banede vejen for et politisk forlig om elektrificering af DSB’s hovedstrækninger i Danmark.

I selve Vejle by skal broen på Toldbodvej hæves cirka en meter, og Østerbrogade-broen erstattes af en ny bro. Samtidig bliver broen udvidet fra to til fire spor. Det sker som et led i den nye firsporede vejforbindelse omkring Vejle Havn.

Ifølge Banedanmark skulle strækningen mellem Fredericia og Aarhus have været klar til el-tog i 2022. Nu er deadline blevet udskudt til 2026.  

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere