Funders Rebslageri i Mølholmsdalen

Månedens billede, februar 2025

Funders Rebslageri i Mølholmsdalen, ca. 1916. Foto: C.A. Jakobsen. Vejle Stadsarkiv. Billednummer på arkiv.dk: B55645

Rebslageriet i Mølholmsdalen

Funders Rebslageri og Børstefabrik blev etableret i 1901 af Gustav Funder (1874-1947) på et engstykke i Mølholmsdalen. Den første produktion bestod af reb til fiskerne på fjorden.

Reberbanen lå i begyndelsen i fri luft, men efterhånden som virksomheden blev udvidet, blev det ændret til at arbejde i en lukket bane. Drivkraften var først hestekraft, senere en petroleumsmotor og fra 1915 elektricitet.

I de første år bestod rebslageriets arbejdsstyrke kun af Gustav Funder, hans kone, en medhjælper og en dreng. Efterhånden som produktionen blev udvidet, blev der bygget nye reberbaner, og sortimentet blev under 1. Verdenskrig udvidet med en børstefabrik. Indtil 1920’erne foregik alt arbejde ved håndkraft, men herefter blev der anskaffet maskineri til at hegle hamp og slå reb i forskellige tykkelser, foruden spindemaskiner.

Virksomheden blev i 1938 raseret af en storbrand, og efter genopbygningen var det blevet en moderne tovfabrik. Imidlertid betød 2. Verdenskrig svigtende leverancer af importerede råvarer, men fabrikken klarede skærene.

Ved jubilæet i 2001 var der ansat 65 mand hos Funder. I foråret 2014 lukkede produktionen og maskinerne blev solgt til udlandet.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere