Oversvømmelse ved Restaurant Kahytten, 24. oktober 1921
Månedens billede, oktober 2021
Oversvømmelser i Vejle er på ingen måder et nyt fænomen, og flere gange har byen stået under vand. Månedens billede viser, hvordan byen ligeledes måtte kæmpe med oversvømmelser for 100 år siden. På Vejle Havn lå Restaurant Kahytten. Den blev opført i 1902, og havde en dejlig udsigt ud over Vejle Fjord, når der skulle indtages et godt måltid. Den 24. oktober 1921 startede ellers som en flot efterårsdag, hvor solen tittede frem bag skyerne og luften stod stille. Senere faldt barometeret og en uventet storm tog til. Om natten begyndte det at blæse og snart slog vinden over i orkan. Orkanen var kraftig og slog ruderne ind og rev tagene af husene. Det blev en hård nat, da det oveni orkanen, også begyndte at regne, sne og lyne. På Kahytten blev de overnattende gæster indespærret, da vandet begyndte at trække ind i restauranten. Først hen på eftermiddagen begyndte vandet at synke til gulvhøjde, men det var stadig umuligt at komme ud af døren, da bygningen var omringet af vand.