Politistyrken marcherer i Søndergade, 5. maj 1945
Månedens billede, maj 2020
Politistyrken i Vejle marcherer i Søndergade, efter de var vendt tilbage efter Befrielsen. Med fanen ses politibetjent Jens Hansen. I uniform til venstre for fanen ses politifuldmægtig Ib Trolle, og i civil ses overbetjent Otto Hanner, der var kompagnichef for Modstandsbevægelsens 5. kompagni under Besættelsen.
Efter kapitulationen kunne det danske politi igen træde i funktion. Vejle Politi indtog atter den lokale politigård på Blegbanken 2, Vejle.
Politiet i Vejle var blevet afsat af tyskerne den 19. september 1944. Mange blev arresteret, mens en del nåede at gå "under jorden” - gemme sig rundt om i byen. En stor del af de politibetjente blev herefter aktive i modstandsbevægelsen. Andre politimænd blev sendt til internering i en tysk koncentrationslejr.
Politiets hjemkomst og genoptagelse af arbejdet blev markeret i Vejles bybillede.
Den 10 maj 1945 deltog Politikorpset i Vejle i frihedsmødet på Vejle Stadion. Frihedsmødet var afskedsparaden for ”frihedskæmperne”, modstandsbevægelsen under besættelsen. Det markerede afslutningen af modstandsbevægelsens arbejde i Vejle. Paraden var begyndt på Dæmningen, og frihedskæmperne fra modstandsbevægelsen, herunder også lokale politibetjente, gik i optog til Vejle Stadion. Ca. 500 mennesker deltog i selve paraden og ca. 4.000 var mødt op for at overvære arrangementet.
En lang række talere, herunder politimester i Vejle, N. S. Schmidt, holdt takketaler til modstandsfolkene for deres arbejde under Besættelsen og i dagene efter Befrielsen den 5. maj 1945.
Den 13. maj 1945 marcherede politifolk i uniform fra politigården på Blegbanken til modtagelsen på Vejle Rådhus. På rådhuset fik det danske politi igen overdraget deres arbejde fra byrådet (by-ledelsen). Under et møde på Grand Hotel senere samme dag afleverede de deres stribede armbind.
Se flere billeder fra befrielsen i Vejle på arkiv.dk, her
Se flere billeder fra Frihedskæmpernes afskedsparade på Vejle Stadion, her