Schweitzers Bogtrykkeri, 1928

Månedens billede, oktober 2024

Schweitzers Bogtrykkeri, 1928. Foto: Ukendt. Vejle Stadsarkiv. Billednummer på arkiv.dk: B60706.

På billedet ses bogholder Otto Lissau (1906-1976) og bogholder Gurli Køhler (1908-) på arbejde på kontoret hos Schweitzers Bogtrykkeri i 1928.

Manden, der lagde navn til det kendte bogtrykkeri i Vejle, var Ditlev Schweitzer (1850-1925). Han blev født i Fredericia som søn af cigarfabrikant Fabian Schweitzer og Caroline Dorthea Schweitzer (f. Süpli). I 1866 kom Ditlev Schweitzer i bogtrykkerlære hos Cecilie Hertz, som succesfuldt havde videreført og moderniseret Vejle Amts Avis efter hendes mand og avisens grundlægger, Sylvester Hertz, døde i 1854.

På Vejle Amts Avis arbejdede Ditlev Schweitzer fra 1870 som typograf og faktor, i 1874 fik han titel af redaktionssekretær og i 1895 blev han medredaktør af Vejle Amts Avis sammen med Poul Hertz, der var søn af Cecilie og Sylvester Hertz. I 1905 overtog Ditlev Schweitzer både Vejle Amts Avis og trykkeriet, der i den forbindelse skiftede navn fra Hertz’ Bogtrykkeri til Schweitzers Bogtrykkeri.

Vejle Amts Avis overlevede ikke tidens tand og konkurrencen fra Vejle Amts Folkeblad. I 1960 led avisen bladdøden og måtte lukke. Til gengæld har Schweitzers Bogtrykkeri fyldt og betydet meget i Vejles historie. Det var her på bogtrykkeriet, det populære hæfte ”Jul i Vejle” i en årrække blev trykt. Og det var her, de eftertragtede årsudgivelser fra Vejle Sygehus, med et indlagt grafisk særtryk udført af maleren Albert Bertelsen, blev trykt. I 1991 flyttede bogtrykkeriet fra Torvegade til Sadelmagervej. Nu eksisterer det ikke længere.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere