Telefonisten på Grejsdal Central, 1968

Månedens billede, november 2020

Telefonist Helga Christensen er ved at ekspedere en telefonsamtale på Grejsdal Central. Fotograf: ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv

De manuelle telefoncentraler, der bestyrede numrene på blandt andet Grejsdal Central, forsvandt med automatiseringen af telefoncentralerne. Automatiseringen begyndte nationalt i 1920’erne, men det var især omkring 1968-1970, at automatiseringen lokalt i Vejle Kommune tog fart og blev fuldendt i løbet af 1970’erne.
Telefondamer, omstillings-piger og telefonister forbandt telefonsamtaler fra central til central og frem til den ønskede telefon. De var telefonselskabernes største personalegruppe.
I takt med udviklingen kom der efterhånden, selv i de mindre lokalsamfund, centraler i private hjem og centralbestyrere overalt. Der var telefoncentraler i indre Jerlev, Grejsdal, Bredballe og i Vejle midtby. Det varierede, hvor mange numre, de lokale centraler skulle overskue. I 1915 var der 16 abonnenter i Jerlev, og da centralen lukkede i 1959 var dette tal steget til 78.
Langdistanceopkald skulle bestilles, så linjen blev holdt fri. Alternativt måtte opkaldet foretages, når der var plads på linjen. Ventetiden på en ledig linje kunne være alt fra et kvarter til timer.
Telefonisten ekspederede telefonsamtaler via anlægget på billedet. Når folk ringede ind, faldt en knap ud på anlægget, og telefonisten svarede eks.: ”Grejsdal”. Personen i den anden ende svarede: ”Jeg skal have M. Jørgensens Frøhandel”, og telefonisten måtte derefter undersøge, om der var ledigt på telefonlinjen til frøhandlen. Dette kunne hun se på stropperne. Hvis der var ledigt, etablerede telefonisten et opkald med en ledning mellem de to personer. Var det udenbys, placerede hun den oppe i hjørnet, hvorved forbindelsen blev etableret via centralerne og mellem de relevante personer. Når opkaldet var afsluttet, gav det et lille klik eller en farve, så telefonisten kunne høre det. Klokkeslettet blev nedskrevet, så centralbestyreren kunne sende det ind til Jydsk Telefon.
I 1900 fik Jydsk Telefon monopol på telefondriften i Jylland, og havde base i Århus frem til fusioneringen under Tele Danmark i 1995. I perioden 1953-1972 automatiserede Jydsk Telefon alle sine centraler, den manuelle betjening forsvandt, og det samme gjorde de fleste telefonister.
Telefoncentralerne i Jerlev, Grejsdal og Bredballe stod i private hjem og blev betjent af lokale kvinder. Centralerne lukkede helt i marts 1969, og blev i Vejle afløst af telefonautomatiseringen. Telefonsamtalerne gik derefter via den automatiske omstilling på Vejle Telefoncentral på Dæmningen 58.
Du kan endnu se telefonen i mursten over døren.

Se flere billeder af telefoncentraler og telefonister på arkiv.dk, her

Se flere billeder fra Jydsk Telefon A/S i Vejle på arkiv.dk, her

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere