"Udfordringen" under Horsensvej, august 1995
Månedens billede, august 2018
I august 1995 var Horsensvej skueplads for en udfordring, nemlig TV 2-udsendelsen ”Udfordringen”. Tv-programmet turnerede i midten af 1990'erne rundt i Danmark, og løste forskellige opgaver i løbet af få dage. I Vejle var udfordringen, at bygge en hårdt savnet tunnel under Horsensvej, mellem Vejle Friskole og sportspladsen på den anden side af vejen.
Tirsdag den 15. august 1995 begyndte arbejdet med at grave vejen op og bygge selve tunnelen. Desværre lykkedes det ikke at holde tidsfristen, selv om adskillige firmaer stillede gratis arbejdskraft til rådighed i døgndrift. Der var problemer med grundvandet og behov for at sikre skråningerne ved tunnelens opgang mod skolen.
Efter at tidsfristen den 17. august var overskredet, blev mængden af arbejdskraft betydeligt reduceret og arbejdstempoet faldt tilsvarende. Først den 22. september kunne skoleeleverne passere sikkert under Horsensvej.
Du kan se flere billeder fra begivenheden via dette link til arkiv.dk