Vejle Søbadeanstalt, ca. 1940
Månedens billede, juli 2019
Ved trappen står svømmelærerinde Ragnhild Gustafsson (1902-1983) mellem børn på Vejle Søbadeanstalt, der lå på den nordlige mole på Vejle Havn frem til 1959.
Ragnhild blev ansat kun 17 år gammel i 1919 som svømmelærerinde på Søbadeanstalten, hvor hun også holdt opsyn med de badende gæster i den offentlige badeanstalts åbningssæson fra april til september måned.
Vejle Søbadeanstalt blev udbygget med omklædningsrum og bassin til kvinder i 1927. Siden 1834 havde Vejle Havn haft en badeanstalt ved Sønderåens udløb i havnen, der kun var for drenge og mænd.
I 1959 vedtog byrådet at nedlægge Søbadeanstalten ved sæsonens udgang, fordi vandet ofte var meget forurenet. Sundhedsmyndighederne var ikke tilfredse med de forhold, som skolebørnene svømmede rundt i. De badende var næsten mere beskidte, når de kom op, end da de hoppede i havnens vand, og de gamle træbygninger trængte også til en omfattende og dyr renovering.